
Rollespil og Arrangementer
Her kan du læse om de rollespil og arrangementer, som Brimir afholder. Hvis du vil have mere info om de forskellige begivenheder kan du klikke på linket.

SOAK
SOAK er Brimirs tilbagevendende rollespil for børn og unge i alderen 7-15 år, som afholdes i sommerferien. Det finder altid sted i de første to uger af skolernes sommerferie.
SOAK's arrangører og frivillige er medlemmer af Brimir, som deltager for at give spillerne en fantastisk oplevelse og et spændende eventyr.
SOAK arrangeres i samarbejde med Hillerød Kommune og afholdes ved Helleds Bakker i Gribskov.
Sagos
Sagos er Brimirs månedlige rollespilskampagne i Allerød, der spilles den tredje lørdag i hver måned.
Sagos er et rollespil for deltagere på 13+ år, med fokus på godt rollespil og stærke scener. Vi stræber efter at uddanne både os selv og vores spillere til at blive bedre rollespillere og fælles historiefortællere.
Verdenen er inspireret af klassiske fantasy-miljøer, men indeholder også elementer fra H.P. Lovecrafts mytologi og de grufulde ting, der skjuler sig i den. Temaer som det psykiske og fysiske stress ved eventyrlivet, mørke komplotter, skjult viden, religiøs kamp mod et voksende mørke og små lommer af lys og sikkerhed er alle en del af Sagos.


Brimir-hold og støtte til scenarier
Brimir deltager ofte i scenarier med et eller flere hold. Her får alle foreningens medlemmer mulighed for at være med, og vi hjælper hinanden gennem workshops med kostumer, karakterer og andre praktiske forberedelser.
Brimir har tidligere deltaget med hold til scenarier som Hexværk, Praedia, Tronspillet, Dragens Skygge og mange flere.
Vi støtter også gerne scenarier, uanset om de arrangeres af medlemmer eller ikke-medlemmer. Nogle scenarier kan være eksklusive for Brimirs medlemmer. Hvis du/I har et scenarie, hvor I tænker, at Brimir kunne bidrage, så tøv ikke med at sende en mail til os.
Brimir har tidligere støttet scenarier som Høstspillet 3, Praedia 3, Cauda Rubra og mange flere.
Åbent hus
Hver tredje søndag i måneden åbner Brimir lokalerne, så alle – medlemmer eller ej – kan komme forbi til hyggeligt samvær og nørdede samtaler.
Her er der tid til at arbejde på kreative projekter, spille Magic: The Gathering eller deltage i andre sjove aktiviteter. Lokalerne har også et udvalg af brætspil, der kan findes frem, samt et værksted med værktøj til fri afbenyttelse.
Samtidig vil der blive afholdt bestyrelsesmøde, når lokalerne er åbne. Bestyrelsesmødet er åbent for alle tilstedeværende, men kun bestyrelsen har stemmeret under mødet.


General forsamling og Sommerfest
Brimir afholder hvert år generalforsamling i enten januar eller februar. Her bliver der (gen)valgt nye bestyrelsesmedlemmer, og vigtige emner diskuteres. Alle Brimirs medlemmer har stemmeret ved generalforsamlingen.
Efter generalforsamlingen arrangerer Brimir en "forsinket" julefrokost, hvor der serveres mad og drikke. Det er altid en hyggelig aften i foreningens navn.
Om sommeren plejer Brimir at afholde en sensommerfest mod slutningen af august.